Social, Sundhed og Udlændinge

Lærke Lysdahl, social-, sundhed- og udlændinge-ordfører

Mail: laerke@radikalungdom.dk

Tlf. 41 31 91 43


Resolutioner

  • På global plan dør 700 000 mennesker hvert år af lægemiddelresistente infektioner. I 2050 estimeres det, at det vil være 10 mio. Områder, som har et højere forbrug af antibiotika, har også flere antibiotikaresistente bakterier.

    I dag er det ulovligt med få undtagelser at sælge antibiotika uden recept i alle EU-lande. Dog er der stor forskel på, hvor godt forbuddet overholdes. En undersøgelse har vist, at kun 79% af adspurgte i Grækenland havde fået deres sidste antibiotikakur gennem recept, hvorimod det var tilfældet for 98% i Sverige.

    Sygdomme kender ikke grænser. Det er derfor et fælles ansvar at bruge antibiotika ansvarligt, så vi også kan behandle fremtidens infektioner. Radikal Ungdom mener derfor, at EU bør lave en samlet indsats for at reducere salget af håndkøbsantibiotika.

  • I Radikal Ungdom mener vi, at man har retten til at bestemme over egen kro, uanset hvor gammel man er. Derfor bør man fjerne kravet om tilladelse fra forældre (eller værge), hvis man er under 18 år og ugift. At få foretaget en abort kan være en meget personlig og svær beslutning, men retten til egen krop er altid ens egen, uanset hvor gammel man er. Den unge bør ca. en måned efter abortindgrebet modtage en besked i sin e-boks med opfølgende orientering om de muligheder, der er for støttesamtaler.

  • Radikal Ungdom mener, at flygtninge, der opholder sig på midlertidig opholdstilladelse, ikke skal kunne hjemsendes, selvom forholdene i deres hjemland ændrer sig til det bedre, hvis de er i beskæftigelse. Dette skal sikre, at Danmark ikke mister arbejdskraft, som der i øjeblikket er massiv mangel på. Samtidig sikrer det en tryg hverdag for de pågældende mennesker, som derfor ikke behøver være bekymret for pludseligt at blive sendt tilbage til deres hjemland.

  • Naloxon bruges til effektivt og hurtigt at stoppe overdoser af opiater som heroin og morfin. I dag kan man i Danmark kun købe naloxon på recept, men flere lande har med stor succes fjernet receptpligten på naloxon og set deres dødsrater ved overdosis falde. Fra USA ved vi, at højere udbredelse af naloxon kan reducere dødeligheden med op til 50%.

    Radikal Ungdom mener derfor, at naloxon bør kunne købes på apoteket uden recept.

  • Radikal Ungdom mener, at personer, som er født i Danmark, og som har bestået folkeskolens afgangsprøve, skal blive tilbudt dansk statsborgerskab i fødselsdagsgave, når de fylder 18 år. Disse borgere har større tilknytning til Danmark end til deres forældres hjemland, derfor giver det god mening at anerkende dem som ligeværdige borgere og give dem de rettigheder, et statsborgerskab indebærer. Dette inkluderer også stemmeret, som er en af de vigtigste rettigheder i et demokratisk samfund.

  • Radikal Ungdom mener, at vi skal afskaffe egenbetaling for tolke i sundhedsvæsenet, da det bryder med princippet om fri og lige adgang til sundhed. Egenbetalingen gør sig gældende i forhold til personer, som har været i Danmark i 3 år eller mere. Loven rammer dog hårdt en gruppe socialt udsatte borgere med dårlige sprogkundskaber, hvilket på sigt kan have fatale konsekvenser for deres helbred. DR Fyns aktindsigt viser bl.a., at en stor del patienter ikke vil komme til læge, da de ikke har råd til at betale for en tolk, der kan koste imellem 400-1600 kr. Det rykker dog ikke på forventningen om, at flygtninge og indvandrere skal lære sproget fra dag 1, de kommer til Danmark.

  • Radikal Ungdom ønsker en afkriminalisering af alle narkotiske stoffer, hvorved det fortsat vil være ulovligt at sælge narkotika, men at besiddelsen bliver afkriminaliseret. Den nuværende restriktive lovgivning på området har spillet fallit samtidig med, at den ikke hjælper de udsatte stofmisbrugere.

    En afkriminalisering af narkotiske stoffer skal følges op af en massiv satsning på bl.a. behandlingstilbud, rehabiliteringstilbud og forebyggelse af stofmisbrug. En stofmisbruger skal udelukkende betragtes ud fra et socialt og sundhedsfagligt perspektiv, hvor fokus skal være på, at de sociale myndigheder finder ud af, hvorledes den pågældende borger hjælpes bedst muligt. Ved gennemførelsen af en ny og moderne narkotikalovgivning er det oplagt at skele til Portugal, der i 2001 afkriminaliserede konsumeringen af narkotika med stor succes. Det problematiske stofmisbrug er faldet, antallet af skader og sygdomme i forbindelse med stofmisbrug er faldet og den portugisiske stat har i dag færre udgifter som følge af stofmisbrug end før afkriminaliseringen.

  • Radikal Ungdom mener, at man bør revurdere de nuværende restriktioner på blod fra mænd, som har sex med mænd (MSM). Som reglerne er nu, må mænd ikke donere blod i 4 måneder, efter de har haft sex med en anden mand. Regler som disse stammer fra HIV-epidemien, hvor biseksuelle og homoseksuelle mænd har været især hårdt ramt, men reglerne tager ikke hensyn til faktorer, som hvorvidt der er tale om fast partner, og hvorvidt der er blevet benyttet beskyttelse. Udover det, testes alt blod grundigt for HIV, og MSM bliver også testet oftere end mænd, som kun har sex med kvinder.

    I samme omgang mener Radikal Ungdom, at man bør revurdere restriktioner på bloddonation for de kvinder, som har sex med MSM.


Programmer