Opholdstilladelse, asyl & statsborgerskab

Indledning
I Radikal Ungdom mener vi, at de nuværende regler for midlertidig, permanent og humanitær opholdstilladelse samt reglerne for statsborgerskab er for skrappe. Vi mener, at det er vigtigt, at vi stiller krav til herboende borgere, der ønsker at blive en del af vores samfund - men vi skal ikke stille så høje krav, at det helt afholder eller afskrækker folk fra at søge om at blive en del af fællesskabet. Reglerne skal være gennemsigtige og fair. Der skal desuden tages hensyn til ansøgere med nedsat funktionsevne eller svære psykiske problemer. Der skal også tages hensyn til folks ret til at leve med den, de elsker. Radikal Ungdom ønsker ikke at sætte grænser for kærligheden.

Midlertidig opholdstilladelse
Midlertidig opholdstilladelse kan for nuværende opnås på to måder: Asyl og familiesammenføring.

Asyl

Asyl gives, hvis der er fare for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk holdning eller sociale tilhørsforhold. Til denne liste ønsker Radikal Ungdom at tilføje seksuel orientering, kønsidentitet og kollektiv forfølgelse.

Asyl gives også, hvis der er fare for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Familiesammenføring

Radikal Ungdom mener, at reglerne for familiesammenføring bør ændres som følger:

  • Ansøger skal bestå Dansk A1 senest 6 måneder efter opnået opholdstilladelse.

  • Ægtefællen i Danmark skal kunne forsørge sig selv og sin udenlandske ægtefælle, men vurderingen bør være op til den enkelte sagsbehandler. Radikal Ungdom mener, at man som an søger godt må have modtaget sociale ydelser og ønsker derfor at afskaffe den del af forsørgelseskravet, der bevirker, at en ansøger, der har modtaget sociale ydelser 3 år forud for afgørelse om familiesammenføring, får afslag.

  • Boligkravet fastholdes men lempes, så de enkelte sager vurderes individuelt.

  • Den økonomiske sikkerhedsstillelse fastholdes.

  • Hvis ægtefællen, som ønskes til Danmark, ikke er Dansk eller Nordisk statsborger, skal ansøgeren have permanent opholdstilladelse i Danmark.

  • Hvis der er tale om gifte, skal ægteskabet godkendes efter dansk ret.

  • 24-års-reglen afskaffes.

  • Integrationskravet afskaffes

Permanent opholdstilladelse
Radikal Ungdom ønsker at ændre reglerne for permanent opholdstilladelse som følger:

  • Ansøger skal være over 18 år.

  • Da processen om at ansøge for permanent opholdstilladelse kan tage lang tid skal det være muligt at starte ansøgningsprocessen for permanent opholdstilladelse når man er 17 år. Dog bevilges den permanente opholdstilladelse først når ansøgeren er 18.

  • De nuværende karensperioder afskaffes. Det er god retspolitik, at man efter afsoning af sin straf får en ny chance. Undtagelser herfra er ubetingede fængselsstraffe i mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) eller kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste myndigheder m.v.) - sådanne overtrædelser medfører, at man helt er udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark.

  • For nuværende er det ikke muligt for ansøger at få permanent opholdstilladelse, hvis han eller hun har gæld til det offentlige. Dette ønsker Radikal Ungdom ændret til, at hvis ansøger har gæld, skal han/hun have en afdragsordning med det offentlige for at være kvalificeret til permanent opholdstilladelse.

  • En ansøger, der har fået henstand af det offentlige, skal kunne søge om permanent opholdstilladelse.

  • Kravet om, at ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp 3 år før ansøgningsbehandling, fastholdes i sin hensigt, men nedsættes fra 3 år til 1 år. Samtidig fjernes revalidering fra kravet, så dette udelukkende omhandler kontanthjælp:

  • Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i Danmark afskaffes.

  • Beskæftigelseskravet lempes. I dag skal man have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller under SU-berettiget uddannelse i mindst 3 år inden for de sidste 5 år. Dette ønsker Radikal Ungdom ændret, så man skal have været i beskæftigelse eller under uddannelse i mindst 1 år ud af de seneste 3 år.

  • Kravet om, at man skal være under uddannelse eller i arbejde, når Udlændingestyrelsen træffer deres afgørelse, afskaffes.

  • Ansøger skal minimum have bestået Danskprøve 1 eller tilsvarende. I sin opbygning svarer denne prøve til folkeskolens afgangsprøve i eksempelvis engelsk.

  • Har ansøger nået folkepensionsalderen, eller er han/hun førtidspensionist, undtages han/hun fra reglerne om beskæftigelse og uddannelse.

  • Regler for ansøgere med en stærk tilknytning til Danmark fastholdes.

  • Ansøgere, der som følge af et handicap ikke kan leve op til en eller flere af betingelserne vil, jf. FN’s handicapkonvention blive undtaget disse.

Statsborgerskab
Radikal Ungdom mener, at kravene til statsborgerskab skal slettes. Statsborgerskab skal fremover gives til personer med permanent opholdstilladelse, såfremt de ønsker det. Når en ansøger modtager sin permanente opholdstilladelse, får vedkommende automatisk et tilbud om dansk statsborgerskab.