Radikal Ungdoms socialpolitiske principper

Indledning
For Radikal Ungdom er det gode samfund, et samfund, der sikrer lige muligheder for alle uanset baggrund. Derfor er hjælp og understøttelse af socialt udsatte borgere en af velfærdsstatens vigtigste opgaver. I det følgende program beskrives Radikal Ungdoms principper for, hvordan denne opgave løftes bedst muligt.
Socialt udsatte borgere er en betegnelse for borgere, der er udsatte på mange forskellige måder og i forskellige grader. Det store spektrum inden for udsathed stiller krav til vores system. Vi skal kunne håndtere mange forskellige sager, og ikke putte borgere i kasser. Målet for den sociale indsats er så vidt muligt at gøre borgeren i stand til at skabe og mestre sit eget liv. Vi skal give lige muligheder. Det kan vi kun gøre gennem forskellige tilbud til forskellige behov, og vi behandler dermed folk ens ved at behandle dem forskelligt.
Udsathed er et komplekst fænomen, derfor dækker vores principper ikke alt, men bør ses som et grundlag for, hvordan man fører socialpolitik kommunalt, regionalt og nationalt. Socialpolitik er ikke et område, der kan afgrænses fra andre politikområder f.eks. uddannelses-, sundheds- og integrationspolitik. Man bør derfor være bevidst om, at den sociale indsats prioriteres i samspil med andre områder. Derved hjælper og understøtter man borgeren i mange facetter af livet.
Vi har ikke løsningen på alle problemer, men ønsker at sætte socialpolitik til debat for at opnå en bedre indsats og forståelse for, hvordan sociale problemer bedst kan løses.

Vi tager afsæt i fire grundlæggende værdier, der bør være fundamentet for socialpolitik:

1. Det selvstændige individ og retten til et værdigt liv
2. Tillid til borgere og fagpersoner
3. Et sammenhængende og gennemskueligt system
4. En retfærdig omfordeling

1. Det selvstændige individ og retten til et værdigt liv
Hvorfor?
Radikal Ungdom mener grundlæggende, at individet skal være centrum for den sociale indsats. Målene for den sociale indsats er også forskellige alt efter, hvem borgeren er, og hvilke behov og udfordringer, der er tale om. Det skal vi som samfund anerkende. Nogle vil kunne hjælpes helt ud af social udsathed, mens andre fortsat kan have brug for at være i løbende kontakt med det sociale system for at kunne mestre eget liv. Nogle vil gennem hele deres liv have brug for, at der sættes stabile rammer for deres livsførelse. Derudover er det også en vigtig værdi for os, at borgere, der kan selv, skal selv.

Hvordan?

Vi skal gøre op med tanken om, at standardiserede sociale indsatser kan hjælpe alle til et bedre liv. Derfor skal indsatsen ske i samskabelse med borgeren, borgerens netværk og andre relevante aktører. Inddragelse af borgerens netværk bør altid ske efter borgerens eget ønske.
Vi vil sikre en fleksibel indsats, der følger borgerens liv. Det er afgørende, at det sociale system kan håndtere ændringer i borgerens livsforløb og følge borgeren igennem livsfaser.
For en fleksibel social indsats bør man for nogle borgere give mulighed for, at borgeren selv er med til at tilrettelægge sin indsats gennem et “Indsatskatalog”, som giver borgeren mulighed for selv at sammensætte forskellige tiltag i sin indsats inden for de økonomisk fastsatte rammer.
Det er et centralt princip for det ideelle system, at der fra borgerens perspektiv er fuld gennemsigtighed og åbenhed. Borgeren skal have tillid til, at systemet vil borgeren det bedste, hvis den sociale indsats skal lykkes. Derfor skal der være tydeligere og mere gennemskuelig kommunikation mellem borgeren og de sociale instanser, samt en fast kontaktperson så borgeren altid har en fast indgang til systemet.
Den opfølgende indsats er ligeledes vigtig, fordi borgeren skal sikres en tryg overgang til et liv, som man i højere grad selv mestrer.

2. Tillid til fagpersoner
Hvorfor?
For at sikre den bedste sociale indsats er det afgørende at sikre tillid til fagpersoner. Det er afgørende, at fagpersoner har handlerum til at lave den indsats, som de vurdere er bedst for den enkelte borger. En vigtig forudsætning for dette er, at det er veluddannet personale med tid til den enkelte borger, som står bag den sociale indsats. Borgeren skal kunne have tillid til, at systemet vil borgeren det bedste. Det er grundlæggende for den ideelle indsats, at den bygger på menneskelige relationer, fordi nøglen til social forandring sker i relationen mellem mennesker.

Hvordan?

Man skal fra Folketingets side gennem lovgivning først og fremmest sikre frie og stabile rammevilkår for kommunernes arbejde med at håndtere sociale udfordringer. Herunder ligger et grundlæggende princip om decentralisering og tillid til de kommunalt ansattes faglighed og kompetencer inden for eget fagområde.
Sagsbehandlerne skal i højere grad sættes fri til at bruge de redskaber, som de mener er mest gavnlig for borgeren.
Man bør i videst muligt omfang lade sig inspirere af den svenske model i de danske kommuner, så antallet af sager pr. socialrådgiver reduceres.
Det er afgørende, at den tidlige, forebyggende indsats prioriteres, fordi vi ved, at det er den bedste investering for individet såvel som for samfundet. Den tidlige indsats forudsætter et socialt system, der er aktivt opsporende, hvor borgerne er, f.eks. i daginstitutioner, på uddannelsesinstitutioner og på gaden. Forskellige eksempler kunne være fastansættelse af en socialrådgiver i institutioner i socialt udsatte områder, øget brug af sundhedsplejersker eller flere ressourcer til politiets forebyggende arbejde. Det kræver også, at der sker en opkvalificering af det nuværende personale.

3. Et sammenhængende og gennemskueligt system
Hvorfor?
Den gode sociale indsats har borgeren i centrum og ikke en lovgivning, der spænder ben. Folketinget har et ansvar for at skabe økonomisk og lovgivningsmæssigt givtige rammer, som sikrer, at hver enkelt kommune kan tilpasse den sociale indsats til det givne behov. Det er ikke Folketingets opgave at detailstyre kommunernes arbejde.
Det er nødvendigt med enkle og klare retningslinjer for indsatsen for socialt udsatte. Dette er afgørende for at sikre borgerens retssikkerhed. Det er meningsløst, at vi i dag har et uoverskueligt og uigennemsigtigt system, som kan resultere i svære belastningsreaktioner og mistrivsel hos borgeren. Det er et eksempel på, hvorfor der er brug for et opgør med silotænkningen i det offentlige system og i lovgivningen.

Hvordan?
Sammenhæng:

Der er behov for et opgør med silotænkningen i det offentlige system, og det kræver først og fremmest, at vi fremmer samarbejde og koordination mellem alle dele af systemet, den frivillige sociale sektor og fonde. Det er nødvendigt for kontinuerlige og helhedsorienterede løsninger.

Det skal være lettere at involvere og inddrage aktører fra den frivillige sociale sektor. Vi ser den frivillige sociale sektor som en samarbejdspartner med megen specialiseret viden og mange kompetencer, som man bør gøre brug af i den sociale indsats.
Der skal være fokus på at nedbryde barrierer og skabe glidende overgange på tværs af kommunale forvaltninger og regionerne, her særligt når man overgår fra børne- og ungetilbud til voksentilbud.
Hver borger skal være tilknyttet en central sagskoordinator, som koordinerer mellem alle forvaltninger og sektorer. Denne sagskoordinator er som udgangspunkt tilknyttet kommunen og har det overordnede ansvar for borgerens forløb samt at følge borgeren i systemet. Sagskoordinatorerne er yderligere organiseret i teams for at sikre en stabil indsats, hvis sagskoordinatoren skifter arbejde, er langvarigt sygemeldt eller andet.
Sagskoordinatoren skal sikre, at:
Borgeren har én indgang til systemet.
De relevante aktører og borgerens netværk kan samles til netværksmøder.
Borgere med komplekse problemstillinger som f.eks. misbrug og psykisk sygdom ikke bliver kastebold mellem kommune og region.
Borgeren sideløbende med den sociale indsats kan være i et forebyggende eller behandlende sundhedstilbud.
Man bør opprioritere politiets rolle i den borgernære, forebyggende indsats. Derudover bør man styrke samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, politi og kommuner, som man kender som SSP-samarbejdet.
For at håndtere opgaver, der kræver en særlig høj grad af specialisering, skal der være rammer, der muliggør, at flere kommuner kan gå sammen med regionen om en koordineret, specialiseret indsats. Et eksempel kunne være, at regionen har specialiserede socialrådgivere ansat til at varetage disse specialiserede opgaver i samarbejde med kommunerne.
Digitaliseringsværktøjer skal bruges som en hjælp til koordinering af borgerens sag mellem forskellige aktører. På den måde kan man sikre sammenhæng for borgeren. Vi mener, at de offentlige systemer har pligt til at beskytte borgernes data på bedst mulig måde. Derfor skal data kun bruges, når borgeren har givet samtykke og til præcis det, som borgeren har givet samtykke til.

Lovgivning:

Socialområdet er præget af meget, og nogle gange selvmodsigende, lovgivning. Derfor skal vi have en grundig gennemgang, der kigger lovgivningen igennem og kommer med forslag til forenkling og forbedring. Man bør i den proces også finde løsninger på, hvordan man forholder sig, når serviceloven og anden lovgivning, f.eks. beskæftigelsesloven, lapper ind over hinanden.
Forenkling og afbureaukratisering er afgørende i lovgivningen, der omhandler den frivillige sociale sektor. Man bør arbejde hen imod løsninger, der sikrer den fornødne kontrol, men ikke skader den værdi, som organisationerne skaber for udsatte borgere.
Lovgivningen er så kompleks, at sagsbehandlere er specialiseret i enten voksne eller børn og unge. Det skaber problemer for unge i overgangen fra barn til voksen i systemet. Derfor bør man søge at forenkle loven, så den er gennemskuelig for borgere og fagpersoner.
Der skal være klare regler for, hvordan man kan træffe beslutninger på borgerens vegne, såfremt borgeren ikke selv er i stand til dette.
Lovgivningen på socialområdet skal opdateres, så den passer ind i en virkelighed med mange teknologiske og digitale muligheder, der kan komme borgeren til gode.

4. En retfærdig omfordeling
Hvorfor?
En grundlæggende ambition om at løfte samfundets mest udsatte borgere kræver ressourcer. For at skabe lige muligheder for alle i samfundet er det afgørende, at ressourcerne bliver fordelt efter behov, fordi vi grundlæggende ønsker at skabe lige muligheder for alle. En retfærdig omfordeling er også at sikre, at ressourcer bruges på indsatser, der giver borgeren værdi i livet.

Hvordan?

En stabil social indsats er afhængig af langsigtede investeringer. Derfor er det ikke acceptabelt, at grundlæggende ting i indsatsen for socialt udsatte som f.eks. sengepladser i psykiatrien er finansieret af midlertidige satspuljebevillinger. Det skaber utryghed og ustabilitet for personalet, og går i sidste ende ud over borgerne.
Vi skal investere i opsporende, tidlige og forebyggende indsatser, fordi en tidlig indsats sikrer en bedre mulighed for en god social indsats til borgerens bedste. Derfor bør man investere i flere socialrådgivere, familierådgivere og sundhedsplejersker, der skal stå for det opsporende arbejde og sikre en tidlig indsats.
Det er grundlæggende nødvendigt at have de rigtige ressourcer på socialområdet, og oftest flere end i dag. Det kan vi sikre ved at differentiere velfærdsydelser som børnecheck, folkepension og aldersrelaterede ydelser. På den måde kan vi målrette ressourcer mod udsatte borgere, i stedet for borgere, der kan klare sig selv.
Det skal være et bærende princip, at der ikke må ligge skjulte økonomiske incitamenter i kommunernes behandling af borgernes sager. Man skal sikre en sagsbehandling, der gør, at kommunerne ikke har incitament til at spare penge under behandlingen af borgerens sag.
Vi mener, at man skal ensrette brugerbetaling for institutionspladser på handicapområdet med almenområdet. Som det er lige nu, får man dækket hele institutionspladsen, hvis man har et barn med handicap. Ændringen betyder, at man selv som forælder bør betale, hvad der svarer til en almindelig institutionsplads, og kun får dækket de yderligere omkostninger.