Socialt udsatte boligområder

Nogle boligafdelinger i Danmark har en væsentligt større andel af arbejdsløse, kriminelle og personer på overførselsindkomst end det øvrige samfund. Disse afdelinger kæmper med et dårligt renommé og en selvforstærkende negativ effekt. Undersøgelser har vist, at den negative sociale arv bliver større og svære at bryde, des længere tid man bor i et område med sociale problemer. Der er derfor brug for en stor og koordineret indsat for at nå målet om at boligafdelingerne skal ligne de omkringliggende områder. Med dette menes, at folk der bor i boligområderne skal have samme erhvervsfrekvens og økonomiske muligheder som det omgivne samfund.

De seneste mange års arbejde i områderne har ikke haft den ønskede virkning. Det er derfor nødvendigt, at se på området med nye øjne og nye initiativer. Radikal Ungdom har følgende forslag til, hvordan man kan hjælpe disse områder.

Arbejde

Det er vigtigt, at øge den generelt lave erhvervsfrekvens, der typisk kendetegner boligområderne. Øgede indtægter og en aktiv dagligdag vil give en større livskvalitet. Det er derudover et stort samfundsmæssigt spild at folk ikke er på arbejdsmarkedet.

Radikal Ungdom foreslår følgende for at få flere i arbejde:

  • Mindre dele af relevante virksomheder såsom jobcentre og socialcentre flyttes ud i nærheden af socialt udsatte områder.

  • Uddannelsesinstitutioner som social- og sundhedsuddannelse, erhvervsuddannelser, og lign. lægges ligeledes i nærhed af socialt udsatte områder.

  • Det skal være muligt, at oprette små virksomheder, som kunsthåndværk, skræddere og lign. i omdannede lejemål i socialt udsatte boligområder.

  • Der oprettes socioøkonomiske virksomheder - ligeledes i omdannede lejemål.

Formålet med at integrere jobcentre i socialt udsatte boligområder er, at lette kontakten til det offentlige og i højere grad motivere arbejdsløse og personer med sociale problemer til at opsøge og bruge de muligheder der stilles til rådighed.

Formålet med at have erhvervsuddannelser i nærheden af socialt udsatte boligområder er, at afstand til uddannelse har indflydelse på frafald. De uddannelser der ønskes flyttet er uddannelser der statistisk set er de mest søgte blandt beboere i socialt belastede områder.

Ideen med at nedlægge små og utidssvarende lejligheder, som typisk findes i stueetagen af boligblokkene og omdanne dem til mindre virksomheder, er at give ufaglærte en mulighed for at få arbejde og måske egen virksomhed, som typisk vil producere kunsthåndværk eller håndarbejde. Disse arbejdspladser vil typisk blive besat af kvinder fra mellemøsten, der laver traditionelt håndværk.

Socioøkonomiske virksomheder henvender sig til personer, der ikke er i stand til at varetage et normalt arbejde. Virksomhedernes formål er i høj grad, at give disse personer en meningsfuld hverdag. I boligområderne kan de tiltrække andre virksomheder og derved skabe forretningsliv.

Køb af bolig 

Et vigtigt punkt i den sociale indsat i de socialt udsatte boligområder er, at fastholde veluddannede og ressource stærke beboere. Boligområderne tiltrækker typisk unge og arbejdsløse pga. den lave husleje. Derfor er det vigtigt, at det bliver attraktivt at blive boende i boligområderne.

Radikal Ungdom forslår derfor:

  • Tilladelse til køb og salg af boliger

  • Mulighed for at den enkelte beboer kan købe sin egen bolig, og der kan sælges boliger enkeltvis i boligområdet

  • At den nuværende ordning med 30 % rente og afdragsfrit lån i forbindelse med køb bibeholdes

  • At en købt bolig kun må udlejes til den pågældende husleje

Tanken er, at folk kan blive ”herre i eget hus”. For at gøre det mere attraktivt, købes boligen på særlige fordelagtige vilkår, med et 30 % rente- og afdragsfrit lån.

Ligeledes er det vigtigt, at salget koordineres landsdækkene, for at det er de rigtige bolig der kommer til salg og ikke kun de allermest attraktive.

Image 

Ligeledes er det vigtigt, at få ændret den negative klang, som forbindes med socialt udsatte boligområde.

Radikal Ungdom forslår derfor følgende:

  • At ændre navne på veje om områder

  • At opdele veje i mindre dele

  • At afskaffe ghetto-betegnelsen

Tiltrækning af beboere 

For at skabe øget interesse for boligområderne, kan der gives positiv særbehandling til ressourcestærke personer.

Radikal Ungdom foreslår følgende:

  • at personer på overførselsindkomst skal kunne afvises

  • at enlige skal have lov til at bebo en 3-værelses lejlighed og opefter

  • at der gives fortrinsret til studerende og personer med fast arbejde

Disse forslag vil have til formål, at regulere, hvem der kommer ind i afdelingen og skabe en positiv spiral. Det skal samtidig bemærkes, at det selvfølgelig ikke er muligt, at lade personer på overførselsindkomst i stikken. Disse personer skal tilbydes tilsvarende lejligheder i andre boligområder.

Nybyggeri

Radikal Ungdom ønsker, at skabe plads til forskellighed i nybyggerier, ved at nybyggerier af almene boliger bygges med blandende boligformer for at tiltrække en bred befolkningsgruppe.

  • Nybyggerier skal bestå af både ejerboliger, andelsboliger, almene boliger og butikker

Social indsats

Den sociale indsats i områderne er nøglen til at løse sociale problemer.

Radikal Ungdom forslår følgende:

  • Et områdesekretariat i hvert område med fælles koordinator

  • At alle tilbud vedrørende sociale medarbejdere samles i ét hus

  • At alle områder der er defineret som et socialt udsat boligområde, skal have udarbejdet en helhedsplan i samarbejde med de forskellige parter.

  • At informationsmateriale om aktiviteter og tilbud i området skal være på flere sprog

  • At der åbnes klubber i området, samt unikke fritidstilbud

  • At alle børn og unge i området skal have mulighed for at benytte sig af fritidstilbud

  • At der gives hjælp til unge med at finde et fritidsjob

Ideen med at have et fælles områdesekretariat er at have én person, som koordinerer indsatsen mellem kommune, boligselskab og andre aktører, der udfører socialt arbejde. Dette vil sikre den mest effektive indsats. At samle alle sociale medarbejdere, der har med boligområdet at gøre vil gøre det lettere for beboerne at vide, hvor de skal gå hen med problemer, samt mulighed for en helhedsorienteret løsning. Derudover giver det mulighed for sparring mellem medarbejderne og erfaringsudveksling til glæde for alle.

Områdets unge skal så vidt muligt aktiveres i fritidstilbud der giver positive oplevelser, samt et sted at være efter skole/uddannelse.

Der skal være støtte til, at skabe et mangfoldigt foreningsliv, både hvad angår sportslige, kulturelle og sociale foreninger for at skabe et trygt og inkluderende lokalsamfund. Det er centralt at den enkeltes families økonomi ikke skal være en hindring for at deltage i fritidsaktiviteter og det skal være en mulighed for økonomisk dårligt stillede at kunne ansøge om støtte til foreningsmedlemsskab

Foreningslivet skal også kunne omfavne den andel af unge, der ikke ønsker at være aktiv i foreningerne, der primært tiltaler børn. Dette er med henblik på at undgå at de hænger ud på gader og for at styrke tilknytningen til lokale rollemodeller. Der skal også være mulighed for at få vejledning til at finde et fritidsarbejde, der ikke går ud over deres uddannelse.

I forbindelse med større helhedsplaner for afdelingen kan det kommer på tale, at nedrive boligblokke i socialt udsatte boligområder. Dette skal kun ske, hvis det er en del af en større sammenhængende plan for området.

Finansiering

Social indsats og strukturændringer i et socialt udsat boligområde er meget dyrt. Det vil ikke gavne noget, at lægge udgifterne over på beboerne, da sociale problemer er et samfundsmæssigt problem.

Radikal Ungdom forslår følgende:

  • Landsbyggefondens midler skal hovedsageligt bruges til renovering

  • Stat og kommune skal finansiere det sociale område, eksempelvis gennem øgede satspuljemidler

  • Udbygning af infrastruktur er en opgave for kommunen, regionen og staten

Landsbyggefondens opgave var oprindeligt at medfinansierer renoveringer i trængende afdelinger, men har i de seneste boligforlig fået en stadig større udgift i forbindelse med sociale opgaver. En social opgave er noget der kommer hele samfundet til gode og det bør derfor udelukkende være en udgift for kommune og stat.

Beboerdemokrati

Det er en forudsætning, at beboerne i de socialt udsatte boligområder bakker op om nye tiltag, da den danske almene sektor er opbygget med et meget stærkt beboerdemokrati, hvilket Radikal Ungdom ønsker at bibeholde.