Forsvar og udenrigs
Som Danmarks internationale ungdomsparti tror vi på, at tryghed skabes sammen med andre – ikke alene. Danmark er et lille land i en verden, hvor magt igen fylder mere end ret, og derfor er stærke alliancer og et troværdigt diplomati vores bedste værn. Vi tror på, at fred og frihed hænger uløseligt sammen med, at mennesker selv får lov at bestemme over deres fremtid. Den ret skal Danmark turde kæmpe for, også når det koster noget.
Tristan Emil Løve Balsløw
EU-, forsvar-, og udenrigsordfører
Mail: tristan@radikalungdom.dk
Tlf. 25 70 80 48
Fremhævet politik
-
Efter afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold i 2022, er Danmark blevet fuldgyldige medlemmer af det europæiske forsvarssamarbejde. Der er dog fortsat diskussion om rammerne for dette forsvarssamarbejde hos medlemslandene, og det er vigtigt at vi i Danmark deltager i debatten, for at skabe et mere integreret og selvstændigt Europæisk samarbejde.
Derfor mener vi i Radikal Ungdom at:
Der skal oprettes en fælles europæisk indsatsstyrke med fredsbevarende og fredsskabende fokus. Styrken skal ikke være en angrebsstyrke.
Den europæiske indsatsstyrke skal være en stående styrke, og de enkelte landes bidrag til den fælles europæisk indsatsstyrke skal afhænge af landets størrelse.
Den europæiske indsatsstyrke skal realiseres ved hjælp af en fælles kommandostruktur, fælles træning og forøgelse af det europæiske forsvarsbudget.
En fælleskommando på det operative niveau er nødvendig for koordineringen, men den skal stadig være underlagt en politisk overbygning.
Det er for Radikal Ungdom vigtigt, at det Europæiske forsvarssamarbejde ikke bare er er et supplement til NATO, men også kan være et alternativ, så Europa i fremtiden bedre kan varetage sine egne interesser
At PESCO samarbejdet fortsat udvides og udvikles, så det fælles materialeindkøb effektiviseres og ensrettes
-
I Radikal Ungdom mener vi, at befolkningsgrupper, der ønsker løsrivelse af deres område, skal have retten til en folkeafstemning om deres egen fremtid.
Dertil skal Danmark og EU presse på for, at en sådan folkeafstemning bliver igangsat af nationale regeringer med valgobservatører, der skal sikre en legitim og demokratisk afstemning, samt at landene herefter bliver inkorporeret i FN.
Dette indebærer befolkninger i områder som:
Tibet
Hong Kong
Catalonien
Vestsahara
Jammu og Kashmir
Somaliland
Nagorno-Karabakh
Det kurdiske område i Syrien
Radikal Ungdom mener også, at følgende områder, som de facto har selvbestemmelse, skal anerkendes som suveræne stater:
Taiwan.
Vi anerkender, at forskellige områder og befolkningsgrupper har deres egen unikke historie, er udsat for forskellige former for undertrykkelse, og har forskellige ønsker for deres egen fremtid, men vi mener, at alle folkefærd grundlæggende har en iboende ret til selvbestemmelse over deres egen fremtid. Dette skal dog altid ske med baggrund i demokratiske processer og dialog og må aldrig retfærdiggøres ved brug af vold, terrorisme eller krigsforbrydelser.
-
Radikal Ungdom mener, at civilbefolkningen i krigszoner som Syrien og Afghanistan skal beskyttes. Der skal derfor oprettes flygtningekorridorer, hvor humanitære organisationer har mulighed for at nå frem med nødhjælp og lignende samt sikre, at flygtninge kan komme ud af de krigshærgede områder.
-
Miljø og bæredygtighed i Arktis
Miljøhensyn og bæredygtighed bør altid være nøgleord, når man taler økonomisk udvikling. De nye kommercielle interesser i Arktis kan være med til at løfte lokalbefolkningens levestandard markant og hjælpe det grønlandske folk på vej mod økonomisk uafhængighed fra Danmark, men det er vigtigt, at det gøres med hensyn til en række miljøkrav, som sikrer naturen og vildlivet i området, og at den nye økonomiske vækst fordeles på tværs af geografiske og sociale grænser. Hertil bliver man nødt til at indse, at Grønland endnu er et ungt demokrati, der har et par unægtelige svagheder. For at sikre bæredygtighedens tre aspekter – det økonomiske, sociale og miljømæssige – og demokratiets legitimitet bør Danmark derfor til hver en tid stille både økonomisk og politisk rådgivning til rådighed, som kan styrke landets politiske ledelse.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Minedrift inden for den arktiske del af Rigsfællesskabet er fuldt tilladeligt, så længe det sker i overensstemmelse med en række miljøkrav. (Her kan henvises til nogle af de danske miljølove, især den såkaldte jordforureningslov og miljøbeskyttelsesloven.)
Private såvel som statslige selskaber begge har mulighed for at søge om tilladelse til at foretage råstofudvinding i Grønlands arktiske egne.
Antikorruptions-indsatsen i Grønland skal styrkes bl.a. ved, at den danske regering stiller politiske rådgivere til rådighed, der kan undersøge, påpege potentielle huller i den grønlandske lovgivning og fremstille lovforslag, som har for øje at mindske korruption i den politiske ledelse af Grønland.
Der efter grønlandsk ønske kan stilles konsulenter til rådighed fra dansk side, som kan støtte med finansiel rådgivning og hjælpe med at kortlægge en plan for at omstille Grønland til en økonomisk bæredygtig råstoføkonomi.
Danmark bør sidde med ved forhandlingsbordet, når en virksomhed søger om tilladelse til at føre minedrift i den arktiske del af Rigsfællesskabet. Radikal Ungdom anerkender dog stadigt fuldt ud, at den endelig beslutning altid ligger hos det grønlandske folk og dets repræsentanter.
Der bør oprettes et forbud mod olieboringer på havet i de arktiske farvande omkring Grønland.
Alt fiskeri, som foregår i de arktiske farvande omkring Grønland, skal leve op til MSC’s miljøstandarder for bæredygtigt fiskeri og opnå MSC-certifikation.
Sikkerhed og overvågning
Søfarten i det arktiske område og i farvandene omkring Grønland og Færøerne har været stigende over de seneste år som konsekvens af den mindre isudbredelse. Med de nye søruter er mængden af tank-, fragt- og krydstogsskibe vokset markant, og derfor ligeså er kravene til at sikre disse mod skibsuheld og andre katastrofer. Den væsentligste udfordring heraf er at skabe en fyldestgørende dækningszone med hurtig responsmulighed, hvilket kommer til at betyde øget tilstedeværelse især maritimt, som søfarten i området tager til.
Endvidere er det vigtigt, at Rigsfællesskabet formår at sikre en fredelig og stabil økonomisk udvikling i Arktis, som kommer regionen og lokalbefolkningen til gavn i en tid, hvor interessen i Arktis aldrig har været større. Den danske suverænitetshåndhævelse er af den grund fuldstændig afgørende for at sørge for, at denne udvikling sker i overensstemmelse med lokalbefolkningens ønsker.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Man bør skærpe overvågningen i Arktis både til lands, vands og i luften. Dette bør bl.a. inkludere øget skibsbidrag og bemanding af de aktive frigatter i området, investeringer i satellitovervågning og oprettelsen af et grønlandsk hjemmeværn, der skal bistå med materiel og mandskab i tilfælde af uheld og varetage forskellige opgaver vedr. suverænitetshåndhævelse og overvågning. (Dette hjemmeværns funktion kan bedst sammenlignes med funktionen af de canadiske rangers.)
Det er vigtigt, at der i fremtiden prioriteres flere midler til Arktisk Kommando. Det er centralt for Rigsfællesskabets suverænitetshåndhævelse, at denne kommando har de fornødne ressourcer til at varetage de voksende opgaver.
Der skal foregå en fortsat styrkelse af Arktisk Beredskabsstyrke, som i tilfælde af fornødenhed sammensættes af kapaciteter, der til dagligt løser andre operative opgaver i Danmark eller internationale operationer.
-
Klimaforandringerne har både sikkerheds- og forsvarspolitiske konsekvenser for Danmark. I Danmark er forsvaret - og dermed vores sikkerhed - afhængig af olien fra Mellemøsten, og dette skaber en uholdbar situation for os under en eventuel konfliktoptrapning.
Hvis Danmark skal imødekomme denne udfordring, er det essentielt, at Forsvaret begynder at tænke mere grønt. Forsvaret er et hængeparti i den danske grønne omstilling og skal være mere bæredygtigt, hvis vi i Danmark ønsker at forebygge klimaforandringer, og hvis vi skal kunne operere uafhængigt i fremtidige sikkerhedspolitiske konfliktoptrapninger. Danmark skal være ledende i NATO-kredsen i den grønne omstilling af Forsvaret.
Derfor mener Radikal Ungdom, at Forsvaret skal arbejde for at reducere sin CO2 udledning, og at Folketinget skal øge Forsvarsbudgettet og øremærke yderligere midler til grøn omstilling i Forsvaret.
Forsvaret skal i så vidt muligt omfang arbejde for, at en total elektrificering af Forsvarets materielle og daglige drift finder sted. Der bør af Folketinget tilsidesættes midler til forskning i grønne teknologier, maskiner og elektrificering af Forsvaret til gavn for Forsvaret selv og allieredes forsvar.
Danmark skal arbejde hen imod at gøre os energipolitisk uafhængige af Mellemøsten.
Forsvaret skal anvende alternative brændstoffer, der udleder mindre CO2 end klassiske brændstoffer, indtil en fuld elektrificering kan finde sted. Forsvaret skal sikre biodiversitet på sine ejendomme og arealer. Danmark skal hjælpe vores allieredes forsvar i gang med elektrificering og grøn omstilling. Der skal sættes fokus på bæredygtighed i Forsvarets kost.
-
I nyere tid har værnepligten været en integreret del af Forsvaret af to årsager. For det første var det indtil den Kolde Krigs afslutning nødvendigt at kunne mobilisere et stort antal våbenføre mænd til at modstå en udefrakommende invasion. For det andet ansås værnepligten for at være et en demokratisk borgers pligt. Ligeledes har Hjemmeværnet efter 2. Verdenskrig givet den almindelige dansker mulighed for at yde en indsats til nationens forsvar. Adskillige forsvarsforlig har dog efterhånden efterladt værnepligten i en så afpillet form, at den må siges at være hån imod de unge, der ikke undslipper tvangsudskrivningen.
Hjemmeværnet er i modsætning til værnepligten baseret på frivillighed, men koster alligevel de danske skatteydere op mod 500 mio. kr. om året.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Værnepligten skal afskaffes, og der bør indføres en værneret, der varer 6 måneder, sådan at den militære grunduddannelse bliver relevant i en nutidig militær sammenhæng. Værnerettens vigtigste funktion skal være at inspirere til videre uddannelse i forsvaret, for at øge rekruttering
Det skal det være obligatorisk for mænd og kvinder at komme til Forsvarets Dag, der spiller en vigtig rolle ift. videreformidling af karrieremuligheder i Forsvaret
De videregående uddannelser i militæret skal gøres længere for at dygtiggøre de danske styrker, således de enkelte individer i Forsvaret er mest sikker i risikozoner.
Den nationale sikkerhedsstrategi, der udarbejdet af Folketinget, bør sikre et professionelt Forsvar, som er rettet mod løsningen af internationale opgaver i samarbejde med vores allierede.
Hjemmeværnet skal fastholdes i sin nuværende form, idet vi anerkender, at de skaber en stor værdi ved civile indsatser, katastrofesituationer og større begivenheder,
Fra programmet “Fremtidens forsvar”
-
I 2010'erne har kinesisk ejede virksomheder opkøbt europæisk infrastruktur for 1600 mia. kroner. Det gælder alt fra havne og togbaner, til atomkraftværker og vindmølleparker. Denne aggressive opkøbsstrategi underbygges yderligere ved at udlåne enorme summer til infrastrukturprojekter, i fattigere europæiske lande bl.a. gennem den kinesisk ejede bank “China Exim Bank”. Disse opkøb og gældsfælder truer de europæiske staters mulighed for at prioritere egne interesser over kinesiske, da det kinesiske styre ikke er bange for at bruge hårde magtmidler mod politiske modstandere, og formentligt heller ikke vil tøve med at lukke kritisk infrastruktur ned. Radikal Ungdom mener grundlæggende, at demokratiske rettigheder er vigtigere end økonomiske interesser, og vi skal derfor til enhver tid sikre, at Kina aldrig får muligheden for at lukke vores infrastruktur ned, som konsekvens af kritik af Kina. Yderligere mener Radikal Ungdom, at det er klart, at Kina og Vestens udenrigspolitiske interesser ligger så langt fra hinanden, at vi ikke i den nærmeste fremtid bør gøre os sårbare over for det kinesiske styre. Kritisk infrastruktur bør ikke ejes af stater, vi ikke indgår i et sikkerhedspolitisk fællesskab med. Vi skal desuden støtte vores allierede, når de gør brug af deres ret til at kritisere Kina, uden det får uoverskuelige økonomiske konsekvenser.
Derfor mener Radikal Ungdom at:
Regeringen skal i samarbejde med et uafhængigt panel af bla. eksperter, PET, interessegrupper og NGO´er igangsætte udarbejdelsen af en liste over dansk infrastruktur, der kategoriseres som kritisk for samfundet. Intet infrastruktur der fremgår af denne liste må sælges til virksomheder uden for EU.
PET skal lave screeninger inden mindre kritisk infrastruktur sælges til selskaber uden for EU, og med et særligt fokus på risiciene ved at sælge til kinesisk ejede virksomheder.
EU skal, gennem en økonomisk musketered, være forpligtet til samlet at mod-sanktionere usaglige kinesiske handelshindringer mod et enkelt medlemsland, for at undgå at enkelte medlemslande presses økonomisk til ikke at kritisere Kina.
Når Danmark udvikler digital infrastruktur, herunder eksempelvis 5G netværket, skal leverandører baseret udenfor EU screenes med henblik på henblik om en aftale med den pågældende leverandør vil have sikkerhedspolitiske konsekvenser.
EU skal påbyde at selskaber, der yder digitale ydelser i EU, skal gemme alt data angående unionsborgere i data-centre på europæisk jord undergivet unionens jurisdiktion.
-
Løsningen på konflikten ligger i høj grad internt mellem de to lande, men det betyder ikke, at vi blot bør se passivt til fra dansk og europæisk side. Vi bør tage ansvar i konflikten og gøre vores bedste for at sikre en fredelig og stabil løsning på den årtier-lange konflikt og presse på for skabelsen af to selvstændige stater.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Danmark skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat og arbejde for, at Palæstina får en ambassade i EU.
såfremt Israel og Palæstina bliver enige om en tostatsløsning på den igangværende konflikt bør Den Europæiske Union tilbyde de nye stater en associeringsaftale.
Fra programmet “Israel og Palæstina - tostatsløsningen”
-
Den ansvarlige udviklingsbistand
Dansk udviklingsbistand er et essentielt instrument i den danske udenrigspolitik. Det er både et værktøj, der sikrer os et diplomatisk say i verden og en mulighed for at tage ansvar i verden. For at kunne tage ansvar, bør der dog skelnes mellem de to elementer af udviklingsbistanden - den langsigtede udviklingsbistand og nødhjælpen. Radikal Ungdom foreslår derfor at:Udviklingsbistandens primære langsigtede formål bør være at gøre sig selv unødvendig.
Dansk udviklingsbistand skal gå til lande, hvor der er grundlag for langsigtede projekter.
Udviklingsbistanden er målrettet efter FN’s 17 verdensmål.
Udviklingsbistanden bør øges og optimalt udgøre 1% af det danske BNI.
Verdensstøtten bør deles op i tre adskilte puljer, hvor den bilaterale verdensstøtte til langsigtede projekter samt den multilaterale verdensstøtte udgør størstedelen, mens nødhjælp til katastroferamte områder udgør en mindre del af budgettet.
Militærudgifter ikke skal tælle med i andelen af den danske udviklingsbistand, fordi de ikke er en del af den danske udviklingsstrategi, og fordi det vil knytte nødhjælp til specifikke aktører i krigssituationer. Det udelukker dog ikke, at forsvaret kan tage del i humanitært arbejde, hvilket det bør.
Udviklingsbistanden bør i højere grad bruges til udlicitering af opgaver til organisationer, som er specialiseret på det pågældende område, dette gælder specielt katastrofehjælp.
Dele af udviklingsbistanden bør orienteres innovationsarbejdeé for at kunne effektivisere udviklingsarbejdet.
Ulandsbistandens navn ændres til verdensstøtte.
Fra programmet “Den ansvarlige udviklingsbistand”
-
I dag har Lagtinget ikke vetoret på dansk lovgivning, som vedrører ikke hjemtagede områder, herunder udenrigspolitik og valutapolitik. Ved at give Lagtinget en vetoret på dansk lovgivning på ikke hjemtagede områder, vil det sikre, at det bliver Færøerne, som varetager Færøernes interesser. Ved indførelse af sådan en vetoret, vil behovet for Færøernes to nordatlantiske mandater i Folketinget også frafalde, da det er her, hvor der ellers ville være mulighed for indsigelse fra Færøernes side om ikke-hjemtagede områder. Der er dog også internationale organisationer, der har indflydelse på Færøerne, hvori de ikke er repræsenteret. Blandt andet er det problematisk, at Færøerne ikke er repræsenteret i WTO, da næsten 90% af Færøernes økonomi kommer fra fiskeri og fiskeopdræt. Den indtægt gør, at det færøske folk i dag er i gang med at nedtrappe bloktilskuddet - denne proces skal Danmark støtte.
I Færøerne fylder Danmark meget i undervisningen i grundskolen. Det bør gå begge veje. For at få et ligeværdigt forhold har vi, som nation, pligt til at undervise i historiske og kulturelle anliggender inden for Færøerne.
Derfor mener Radikal Ungdom:
At Færøerne per dags dato får en ubetinget ret til løsrivelse.
At det færøske folk får en lov om selvbestemmelsesret, der erstatter de nordatlantiske mandater i Folketinget. Denne selvbestemmelsesret skal blandt andet indeholde en ret til ændring på dansk og international lovgivning, der skal gælde i Færøerne, så de kan omskrive loven, så den ikke gælder for dem, hvis dette ønskes.
At Danmark skal støtte det færøske folks ønskede proces ift. nedtrapning af bloktilskuddet før en evt. løsrivelse.
At det færøske folk har ret til sagsbehandling på samme vilkår som andre mindretalssprog i Danmark, ved at Danmark anerkender færøsk som mindretalssprog.
At man i den danske grundskole skal undervises i færøsk kultur og historie.
Fra programmet “Et ligeværdigt dansk-færøsk forhold”
Vil du også være en del af kampen for et stærkere og mere demokratisk Europa?
Meld dig ind i Radikal Ungdom her.