EU
Som Danmarks internationale ungdomsparti tror vi på, at Europa er stærkest, når vi står sammen. EU er vores vigtigste redskab til at løse de problemer, ingen lande kan klare alene – fra klimakrisen til presset på demokratiet. Men et stærkt EU kræver også et åbent EU, hvor beslutningerne træffes tæt på borgerne og kan forstås af dem, de handler om. Derfor kæmper vi for et Danmark, der er med hele vejen, og for en union, der tør tage ansvar i verden.
Tristan Emil Løve Balsløw
EU-, forsvar-, og udenrigsordfører
Mail: tristan@radikalungdom.dk
Tlf. 25 70 80 48
Fremhævet politik
-
EU er et samarbejde som hele tiden er i udvikling og den skal den også blive ved med. I dag kæmper mange lande for at blive optaget i det europæiske samarbejde, og det skal tages seriøst. Radikal Ungdom anser EU-udvidelsen for at være en mulighed for at styrke Unionen, fremme dens værdier og øge dens indflydelse på den globale scene. Det er dog afgørende, at denne proces foregår på en måde, der sikrer en stærk og samlet Union, klar til at møde fremtidens udfordringer. Vi understreger behovet for at sikre, at alle ansøgerlande får konkrete og realistiske udsigter til medlemskab, samtidig med at vi opretholder en streng overholdelse af optagelseskriterierne, Københavnskriterierne.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:
Alle lande, der opfylder de fastsatte kriterier, skal betragtes som seriøse kandidater til EU-medlemskab, uanset kulturelt ståsted. Dette indebærer, at hvis lande en dag opfylder Københavnerkriterierne og andre relevante betingelser, skal overvejes seriøst som potentielle nye medlemslande. For mange lande kræver det dog, at de gør en indsats for at demokratisere deres institutioner.
EU skal forpligte sig til aktivt at assistere ansøgerlande i deres bestræbelser på at opfylde de nødvendige kriterier, herunder at hjælpe med at håndtere den bureaukratiske byrde, der kan være forbundet med processen. Her kunne man med fordel indføre en form for mentorordning, hvor nyere medlemslande, såsom Kroatien, der har know-how i deres embedsværk om ansøgningsprocessen, kan hjælpe ansøgerlande så deres optagelse kan gå så hurtigt og stabilt som muligt. Dette skal dog betinges af aktiv deltagelse fra ansøgerlandene.
Optagelsen af nye medlemslande vil nødvendiggøre en række reformer inden for EU, især i relation til landbrugs- og strukturpolitikken. Det er vigtigt, at EU forbereder sig på disse ændringer for at sikre en retfærdig og effektiv omfordeling af ressourcer og støtte til alle medlemslande.
-
Siden Rusland invaderede Ukraine har man set en stigende tendens i EU til at trække handel inden for unionens grænser, dette ser vi som en farlig tendens, da verden hurtigt kan blive opsplittet i “dem og os”. Handel er en af de måder, hvorpå verden forbliver fredelig og sammenhængende. Vores drøm er et globalt flow af varer, der gør os interdependent af hinanden, så man er så afhængig af hinanden at krig får ekstreme økonomiske konsekvenser. Dog skal man også være realistisk og sikre at produktionen af kritisk infrastruktur bliver diversificeret ud over NATO landene og andre tætte allierede såsom Australien, Japan og så videre, dog med en præference for lande i EU.
Derfor mener radikal ungdom at:
● EU skal arbejde for at reducere sin afhængighed af enkelte lande gennem diversificerede partnerskaber og nye industrialliancer, specielt i kritiske teknologiske og industrielle sektorer.
● EU skal have fokus på, at strategiske industrier er sikre. I denne sammenhæng er subsidier til europæisk industri, som normalt undgås, et nødvendigt onde for at opretholde en selvstændig industri.
● Man skal revurdere hvad der indgår som kritisk infrastruktur
● Produktionen af kritisk infrastruktur skal ligge hos NATO-lande eller andre tætte allierede
● Det skal være nemmere at komme ind på det Europæiske marked for ikke EU lande
● Man skal være påpasselig med subsidiering af industri
● Man fortsat skal opsøge flere og større handelsaftaler med utraditionelle partnere i Afrika, Sydamerika og Asien-
● Man aldrig må gøre sig afhængig af et land uden de også er afhængige af EU
-
Det er EU's ansvar at sikre, at produkter forhandlet på EU's indre marked lever op til EU's krav om produktsikkerhed, forbrugersikkerhed og EU’s miljølovgivning. Ikke forbrugerens. Derudover skal EU sikre, at der er fair konkurrence på EU's indre marked, hvilket kræver, at alle produkter lever op til ens produktions- og sikkerhedskrav.
Platforme som Temu og Shein oversvømmer markedet med billige og skadelige produkter, hvilket bidrager til overforbrug og miljøskadelig købsadfærd uden at stå til regnskab. Dette ses både i form af overforbrug og ubæredygtig produktion. Derudover er der i flere tilfælde blevet sporet PFAS (evigheds kemikalier) og andre sundhedsskadelige kemikalier, som er forbudte i EU i produkterne, som er havnet hos forbrugeren. E-commerce virksomheder som Shein og Temu sender deres pakker som “små pakker” til forbrugeren (dropshipping), og kan dermed udnytte “Small Parcels Loophole”. Små pakker, primært med hensigt på privat post, med en værdi på under 150€ undergår ikke den samme kontrol i tolden som andre forsendelser.
Derfor mener Radikal Ungdom at:
● Alle E-commerce platforme, som opererer på EU's indre marked, skal leve op til alle EU's standarder i forhold til forbruger sikkerheds- og miljølovgivning og vilkår for gennemsigtighed og forudsigelige arbejdsvilkår.
● EU skal lave en revurdering af E-commerce direktivet så alle oversøiske E-commerce platforme behandles som importører, og dermed stille dem ansvarlig for de produkter de forhandler.
● EU skal indgå i flere Free Trade Agreements med lande, der ikke er EU-medlemslande, hvilket sikre fair adgang til EU's indre marked.
● EU skal sikre, at al import undergår den samme kontrol i forhold til miljø-, sikkerhed og gennemsigtighedskrav, lige meget om det er normale forsyningskæder eller dropshipping gennem E-commerce.
-
Danmarks retsforbehold begrænser vores muligheder for fuldt engagement i EU's retssamarbejde, hvilket er kritisk i bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet, herunder vores samarbejde med Europol. Denne holdning svækker vores indflydelse og vores evne til at bidrage til en mere effektiv og retfærdig europæisk retsorden. Ophævelsen af retsforbeholdet vil ikke kun styrke Danmarks kapacitet i kampen mod international kriminalitet, men også udvide vores indflydelse inden for EU. De nuværende begrænsede løsninger, som kun tillader deltagelse på udvalgte områder, tilbyder ikke Danmark nogen ægte magt eller klarhed omkring vores position, især i relation til Europol. Det er afgørende, at Danmark opnår fuld deltagelse for effektivt at kunne præge og bidrage til udformningen af EU's retspolitiske landskab.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:
· Danmark bør afskaffe sit forbehold over for det retlige samarbejde.
-
EU modtager et stort antal flygtninge hvert år - i særdeleshed i kølvandet på de uroligheder, der har præget Mellemøsten de sidste mange år. Det er problematisk, når EU ikke formår at give flygtningene en værdig behandling i deres forsøg på at flygte fra krig og ødelæggelse i deres hjemland.
Derfor mener Radikal Ungdom, at EU skal:
Lave en fordelingsnøgle over flygtninge, således at de fattigste EU-lande ikke får overbelastet deres asylsystemer, men at flygtningene derimod fordeles mere ligeligt mellem EU-landene. I den forbindelse må familier ikke adskilles. Denne fordelingsnøgle skal bl.a. baseres på befolkningsstørrelse, BNP, geografisk areal, faciliteter såsom asylcentre eller lignende.
Oprette et overstatsligt flygtningeagentur, som under hensyn til de enkelte landes asylpolitik skal stå for håndhævelsen og koordinationen af denne fordelingsnøgle.
Opføre europæiske modtagercentre i de lande, hvorfra der kommer mange asylansøgere, herunder især de lande, der grænser op til EU. Borgerne i disse lande skal kunne søge asyl fra centrene, så de ikke tvinges til at tage på en livsfarlig rejse mod europæiske lande for at søge asyl. Dette giver asylansøgerne en mere fair behandling.
oprette en humanitær redningspatrulje til forliste bådflygtninge i Middelhavet, som en del af Frontex. Der er behov for en fælles EU-indsats på bådflygtningeområdet, hvor det ikke er et enkelt eller nogle få medlemslande, der står med alle udgifter og ansvaret for driften.
-
Danmarks forbehold mod EU's monetære samarbejde skaber unødige hindringer i hverdagen for både virksomheder og borgere og efterlader et demokratisk tomrum i vores økonomiske politik. For virksomheder resulterer det i vanskeligere handel og investeringer inden for EU, da fraværet af en fælles valuta fører til valutakursrisiko og usikker planlægning. Borgere står over for det besværlige ved at veksle penge og betale ekstra gebyrer på rejser i Europa, hvilket gør både ferier og indkøb i eurozonen mere besværligt og dyrt.
Desuden underminerer forbeholdet Danmarks suverænitet og demokratiske indflydelse ved at udelukke os fra beslutninger om den euro, som vores valuta allerede er tæt knyttet til gennem fastkurspolitikken. Dette udgør et unødvendigt suverænitet forlig. Samtidig signalerer forbeholdet en distanceret tilgang til samarbejdet med vores europæiske partnere, idet vi frasiger os et fælles ansvar for kontinentets økonomiske stabilitet og vækst.
Derfor mener Radikal Ungdom, at:Danmark bør afskaffe sit forbehold over for det monetære samarbejde og gøre Euroen til Danmarks officielle valuta
-
I Radikal Ungdom mener vi, at EU-statsborgerskab ikke skal kunne købes af udenlandske investorer.
Det betyder, at EU-medlemslande ikke skal kunne sælge statsborgerskaber, idet statsborgerskabet vil medføre retten til fri indrejse og andre privilegier i de resterende EU-lande.
Man har tidligere set eksempler på, at EU-lande har solgt nationale statsborgerskaber til udenlandske investorer og rigmænd.
Det er i modstrid med EU’s princip om loyalt samarbejde mellem medlemslandene.
Handel med statsborgerskab kan føre til kriminel infiltrering og svindel.
Statsborgerskaber skal tildeles på baggrund af EU’s demokratiske principper, og skal ikke være til salg for formue og profitable investeringer, der udelukkende kommer de enkelte lande til gode.
-
Mediedækning af den europæiske dagsorden lider af et demokratisk underskud. Dette er problematisk, da meget dansk lovgivning vedtages i Bruxelles, uden det bliver videreformidlet til danskerne. Hvis danske borgere, politikere og firmaer ikke informeres om, hvad der foregår i EU, mister vi mulighed for indflydelse på vigtige politiske dagsordner, og demokratiets afstand til borgerne øges.
Derfor mener Radikal Ungdom, at Danmark skal sende flere diplomater til EU, da dette vil styrke Danmarks indflydelse på europæisk lovgivning, og at der burde gives statstilskud til medier, der seriøst og kontinuerligt dækker europæisk politik.
Mediedækningen skal naturligvis stadig være fri og partipoltisk uafhængig. Statstilskuddet skal blot give medierne øget incatement til at dække den europæiske dagsorden, selvom det ikke i første omgang giver et økonomisk overskud.
På den måde vil den enkelte danskers stemme styrkes i EU, og Danmark kan få mere indflydelse på den europæiske dagsorden, hvilket betyder, at Danmark bliver en større spiller på den internationale scene.
-
Den Europæiske Union er til for den enkelte borger. Når social ulighed og usikkerhed i stadig stigende grad splitter vores samfund ad, må det således være EU’s opgave at træde til. Kommissionens ønske om oprettelsen af en social søjle i det europæiske samarbejde er en prioritet, som imødekommer de problemer, og som kan skabe en nødvendig positiv forandring i vores alles hverdag. Det er et ønske, vi i Radikal Ungdom derfor støtter.
Radikal Ungdom mener derfor, at:
Det bør være af høj prioritet for Den Europæiske Union, at skabe en social søjle.
En social søjle bør omhandle alle EU-medlemslande, og ikke kun stater i Euro-zonen. Dette skal ske med respekt for de forskellige landes diversitet og styrker.
En social søjle bør være konkret og lovgivende, selv hvis dette indebærer ændringer i traktaterne.
Den sociale søjle bør håndhæves af EU's institutioner i tæt samarbejde med medlemslandene. Opfylder en medlemsstat ikke den sociale søjles mål, bør det ligeledes have konsekvenser fastsat af EU’s institutioner.
Det bør være en prioritet i den sociale søjle, at minimere analfabetisme i samtlige medlemslande, således at ingen borger skal gå i gennem livet uden et minimum af kundskaber inden for sprog.
Det skal være grundlæggende for den sociale søjle, at den bidrager til kampen mod ulighed og diskrimination på baggrund af køn, seksualitet, nationalitet, alder, race og religion.
Fra programmet “Den Sociale Union”
-
Radikal Ungdom mener, at EU skal blive en supermagt i rummet.
Dette skal gøres af forskellige årsager. Udforskning og udnyttelse af rummet kommer til at være fremtidens gevinst for menneskeheden.
Den globale rumfartsindustri er spået til at vækste 74% frem mod 2030[fra 2022]. For at sikre Danmark får mest ud af væksten, skal vi øge vores bidrag til ESA, for at få mest ud af geo-return systemet.
Derudover har vi stormagter som Kina og Indien, der konstant bruger flere penge på rumprogrammer og har udtrykt stor interesse for at være en stormagt i rummet. Derfor er det klart, at rummet kommer til at have en stor betydning for menneskeheden fremadrettet, og hvis man gerne vil have indflydelse på, hvordan menneskeheden skal bruge rummet, så skal man også være en rum magt.
Derfor skal EU lægge nye kræfter i rumrejser og udforskning, da EU kan have gavn af den teknologi som rumudforskning giver mulighed for.
Udnyttelse af rummet på EU-principper: En af de største udfordringer for menneskehedens skridt ud i rummet vil være det internationale sæt spilleregler for suverænitet, jurisdiktion, og råstofudnyttelse, der skal gælde, og EU bør arbejde målrettet efter at skabe en international orden med stabile institutioner og fælles regler i rummet ligesom EU gør på Jorden.
Vi skal sikre, at menneskehedens fortsatte udforskning af rummet sker i fællesskab. Vi skal fortsætte vores stærke samarbejde med NASA, JAXA og CSA, men samtidigt sikre at vi kan stå på egen fod.
Derfor mener Radikal Ungdom, at EU skal blive en supermagt i rummet. Konkrete tiltag bør indebære:
At minimum 2.5% af EU’s samlede budget skal gå til finansiering af rumprogrammet, for at sikre en stabil udvikling af programmet
Ambitiøse mål for milepæle i rumforskningen
EU-flag skal være plantet på Mars inden 2050
Opbyg en præsens på og omkring månen sammen med NASA, CSA og JAXA, under Artemis-programmet. Danmark skal underskrive Artemis-accords.
Et EU-baseret fuldt genanvendeligt raketsystem for mennesker inden 2035, uafhængigt af andre landes firmaer eller rumprogrammer.
EU skal arbejde for en opdatering af den internationale rumtraktat for at sikre tidssvarende international lov ift. suverænitet, ressourcekontrol, og principper for konflikthåndtering
Rumforskningen skal for så vidt mulig være bæredygtig og gøre brug af grøn energi
Der skal arbejdes for at ophæve ArianeSpace's de facto monopol i det europæiske marked
Der skal etableres et uafhængigt tilsynsudvalg til at kontrollere ESA
Danmark skal løfte sit bidrag til ESA til 1 milliard om året
Vil du også være en del af kampen for et stærkere og mere demokratisk Europa?
Meld dig ind i Radikal Ungdom her.