Statens uddannelsesstøtte

Radikal Ungdom mener, at Statens Uddannelsesstøtte skal have til hensigt at skabe gode rammer for de studerende. Viden er fremtidens vækstfaktor nummer ét i Danmark, og vi må derfor tilstræbe os, at der ikke er for store økonomiske barrierer forbundet med at tage en uddannelse. Et af de vigtigste aspekter i dette program er, at SU’en gøres mere fleksibel, hvilket sker gennem forbedrede lånemuligheder samt nye muligheder for udbetaling af SU. Dermed får den studerende bedre mulighed for selv at tilrettelægge sin økonomi f.eks. ved større engangsudgifter, som ofte er forbundet med studiestart.

Radikal Ungdom mener, at ændringer i rammerne for SU er godt værktøj at arbejde med, hvis vi vil sikre midler til bedre undervisningskvalitet. Vi er dog også af den overbevisning, at de seneste års reformer af uddannelsessystemet har forringet vilkårene for de studerende i en sådan grad, at vi ikke mener, at tiden er til en SU-reform i retning af dårligere vilkår for det gode studieliv.

SU på ungdomsuddannelserne

Hjemmeboende SU

Radikal Ungdom ønsker i højere grad at målrette SU’en til de elever, som har mest brug for den. Vi mener, at for elever fra familier med lavere indkomster spiller den hjemmeboende SU en mere afgørende rolle for, at de kan tage en ungdomsuddannelse. Hvis vi differentierer den hjemmeboende SU mere, vil det sikre, at flere penge bliver brugt dér, hvor de har størst betydning. Derfor ønsker Radikal Ungdom følgende tiltag. Den nuværende skala for hjemmeboende SU udvides med 7 trin i begge retninger med en øvre grænse for forældres indkomst, over hvilken eleven ikke modtager SU. Det vil betyde:

  • En laveste sats på 526 kr. for elever, hvis forældre har et indkomstgrundlag på 650.000 - 660.000 kr. om året før skat.

  • At elever, hvis forældre har et indkomstgrundlag over 660.000 kr., ikke modtager hjemmeboende SU.

  • At satsen med det højeste tillæg bliver 3.134 kr. for elever, hvis forældre har et indkomstgrundlag på 290.000 kr. eller mindre om året før skat.

  • SU tildeles måneden efter man fylder 18 år.

Udeboende SU

Radikal Ungdom mener, at man skal kunne modtage udeboende SU, når man ikke bor hjemme. Radikal Ungdom ønsker følgende tiltag:

  • For at kunne modtage udeboende SU skal man være udeboende.

  • Satsen for udeboende SU på ungdomsuddannelser fastholdes.

  • Tildeling af SU falder måneden efter man fylder 18 år. Særlig

Særlig uddannelsesstøtte

Radikal Ungdom ønsker, at SU’en bruges som et middel til at bryde den negative sociale arv. Vi anerkender, at nogle unge har behov for at modtage støtte for at kunne gennemføre deres ungdomsuddannelse. Derudover mener vi, at transport ikke skal være en udgift i forbindelse med ungdomsuddannelser. Gratis transport sikrer fleksibilitet samt nem og lige adgang til uddannelse. Derfor ønsker Radikal Ungdom følgende tiltag:

  • Der oprettes en pulje, som kan søges af både hjemmeboende og udeboende elever, der har større økonomiske udgifter, herunder medicinudgifter mm.

  • Handicaptillægget udvides til også at omfatte ungdomsuddannelserne.

  • Alle elever skal kunne få gratis transport til og fra uddannelsesstedet.

SU på videregående uddannelser

SU skal sikre den frie og lige adgang til uddannelse, som er i centrum af Radikal Ungdoms uddannelsespolitik, ved at sikre, at studerende fra alle kår har mulighed for at tage en uddannelse uden at gældsætte sig, og at de samtidig har tid til at fokusere på studiet. Radikal Ungdom anerkender, at SU kan være et godt værktøj at regulere på, hvis vi ønsker flere penge til at sikre undervisningskvaliteten på de videregående uddannelser. Vi mener dog også at der i de seneste år er blevet indført en række reformer der har givet de studerende dårligere vilkår. I dette lys ønsker vi ikke en ændring af SU’en i en retning af dårligere vilkår for de studerende. Radikal Ungdom ønsker derfor følgende tiltag: 

  • SU-grundsatsen fastholdes for både bachelor og kandidat.

  • Studerende får som udgangspunkt SU til normeret tid plus 12 ekstra klip, svarende til 12 måneders SU.

Mere fleksible udbetalingsformer

Der kan være mange store engangsudgifter forbundet med studiestart, f.eks. depositum til bolig eller bøger. Derfor mener Radikal Ungdom, at udbetalingen af SU skal være fleksibel, så den studerende har bedre mulighed for selv at tilrettelægge sin økonomi.

Radikal Ungdom ønsker derfor følgende tiltag:

  • Den studerende skal have mulighed for at få udbetalt SU for 1, 2 eller 3 måneder ad gangen.

  • Den studerende skal dog kun modtage SU i de måneder, hvor vedkommende er under uddannelse. Den resterende SU skal derfor tilbagebetales, hvis den studerende afbyder sit studie i løbet af det kavrtal, som SU'en er udbetalt for.

Bedre lånemuligheder

Radikal Ungdom ønsker at forhøje den generelle lånegrænse for SU-lån. Igen er fleksibiliteten i fokus, og det skal derfor i højere grad være muligt for den studerende at finansiere større engangsudgifter, og supplere sin SU, gennem SU-lån.

Radikal Ungdom ønsker derfor følgende tiltag:

  • Grænsen for SU-lån skal hæves til 4.000 kr. om måneden.

  • Grænsen for SU-slutlån (ved opbrugt SU) skal ligge på SU-satsen plus grænsen for SU-lån.

  • Tilbagebetaling af SU-lånet påbegyndes, som nu, 1. januar et år efter udgangen af det år, hvor uddannelsen afsluttes. Tilbagebetalingen skal dog kunne udskydes, såfremt man ikke er i arbejde.

  • SU-lån skal forrentes med diskontorenten plus 1 pct., dog maksimalt 4 pct. mens man er under uddannelse.

International SU

Radikal Ungdom ser med glæde på den stigende udveksling af studerende mellem lande, da udvekslingen skaber grobund for større viden og forståelse for både den studerende og for dennes universitet. Vi skal styrke danskeres muligheder for at tage uddannelsesophold i udlandet.

Radikal Ungdom ønsker derfor følgende tiltag:

  • At man skal kunne modtage SU fra den danske stat, uanset hvilket land man tager sin uddannelse i. Uddannelsen skal dog være anerkendt efter europæisk standard.

  • At man skal kunne modtage SU-lån når man studerer i udlandet. Uddannelsen skal dog være anerkendt efter europæisk standard.