Modificering af organismer

Indledning

Bioteknologien omhandler menneskets evne til at skabe og manipulere liv, og dette program omhandler Radikal Ungdoms syn på denne. Siden vi begyndte at opdyrke land har vi fremavlet de ønskede egenskaber og arter ved almindelig udvælgelse med relativt store konsekvenser for naturen og det omkringliggende økosystem. Ligeledes har vi udviklet mere og mere avancerede mekanismer til at forbedre vores liv og behandle sygdomme gennem biologien. I løbet af de sidste 50 år er udviklingen imidlertid accelereret voldsomt, og vi er nu i stand til at overskride enorme genetiske barrierer. Bioteknologien er en fortælling om store muligheder - og dermed også risici - ved de nye teknologier. Det er vigtigt at holde sig for øje, at enhver beslutning bør tages på et så rationelt grundlag som muligt. Vi kommer aldrig til at kende alle risici, inden vi forsøger noget nyt, men det bør ikke afholde os fra at gøre kæmpe teknologiske fremskridt og løse problemerne, når de opstår. For intet er godt, bare fordi det er naturligt. Det er tydeligt i vores civilisation og dagligdag og det gælder også for det levende her på jorden. Dette er - som med indførsel af ny teknologi på andre områder - en risikovurdering, der skal tages professionel stilling til fra gang til gang.

Modificering af planter

Vi mennesker har forædlet og udviklet landbruget de sidste mange tusind år for større udbytte og bedre vilkår. Det skal vi fortsætte med for at imødekomme fremtidens udfordringer med klima-, miljø- og fødevareproblemer på en klode med en støt stigende befolkning.

GMO er en mulig løsning på alle disse, og modificeringen af planter kan i dag udføres med meget stor præcision, men den skal komme med en række forbehold. Man skal selvfølgelig ikke bare kunne udvikle noget i et laboratorium og så sætte det direkte ud i naturen. Undersøgelser og forskning i disses påvirkning på økosystemet og andre arter skal være i højsædet for, at vi ikke udvikler uønskede konsekvenser for vores sundhed og miljø, især indtil at der kommer mere forskning på området. Heldigvis har teknologien indtil nu vist det modsatte, og vi ønsker derfor dens indtræden i dansk og europæisk landbrug.

Et marked med monopol er aldrig godt, det gælder også for GMO, især når firmaerne også leverer landmændenes såsæd. Det er derfor meget vigtigt, at staten og EU er opmærksomme på forholdene mellem landmænd og firmaer, både på det indre marked og ved import af GMO-afgrøder, for at sikre fair konkurrence og handel.

For ikke at blande ønskerne om GMO og GMO-frie varer er det vigtig, at afgrøderne ikke kan blande sig på tværs af dette skel og “forurene” de økologiske og konventionelle marker. En passende afstand mellem markerne med GMO og disse er derfor essentielt for et frit og åbent marked i landbruget

Radikal Ungdom mener at:

  • GMO skal tillades i Danmark efter individuel bedømmelse

  • Det skal pålægges udvikleren af GMO at dokumentere produktets sundhedsmæssige og økologiske effekter og risici. Herudover gives ingen restriktioner på, hvordan man må modificere

  • Varer med indhold af genmodificeret materiale skal mærkes

  • GMO skal være en integreret del af miljøarbejdet

  • GMO skal være en integreret del af udviklingsarbejdet, så længe samarbejdslandene ønsker det.

  • Der bør være øget offentlig forskning i og udvikling af GMO - især i udviklingsøjemed

  • Kloning af planter skal tillades

Modificering af dyr og mennesker

Anvendelsen af kloning og stamceller er en ny teknologi, der indebærer mange muligheder for at forbedre livet for mange mennesker. Samtidigt er det en teknologi, der går tæt ind på vores opfattelse af mennesket og stiller spørgsmål, der udfordrer vores værdier. Netop derfor er det vigtigt, at vi kommer med konkrete bud på, hvordan denne udfordring skal imødegås. Radikal Ungdom har en moderne agenda, hvilket indebærer, at vi bestræber os på rationel stillingtagen.

Vi har en mulighed for at forhindre mange sygdomme gennem brug af ægsortering og stamceller. Dermed kan vi skabe et bedre liv for den enkelte. Men det er vigtigt at vise respekt for individets integritet. Der må man bl.a. overveje, om vi viser mest respekt for individet ved at forhindre udviklingen af en sygdom eller ved at lade være. Etiske overvejelser bør følge brugen af teknologier. Teknologierne indebærer en mulighed for misbrug, men så længe vi har en åben diskussion om emnet, har vi også mulighed for at sætte grænser for, hvad vi skal bruge teknologien til. Alle disse teknologier skal dog tages i brug på en lægefagligt forsvarlig måde.

Radikal Ungdom mener, at:

  • Reproduktiv kloning skal ikke tillades for mennesker. Det vil sige at lave fostre ud fra DNA, og dermed direkte klone et menneske. Reproduktiv kloning af dyr skal være tilladt.

  • Terapeutisk kloning skal tillades. Det vil sige, at det skal være tilladt at bruge ægceller og stamceller (grundbyggesten i dannelsen af fostre) til at skabe nye organer og væv.

  • Xenotransplantation skal tillades. Det vil sige at overføre organer mellem forskellige arter. Almindelige regler for dyrevelfærd skal overholdes.

  • Danmark skal have en offentlig stamcellebank, som skal være en aktiv del af sygehusvæsenet. Æg og stamceller skal behandles som organer med hensyn til ejerskabsforhold og donation. Under donation skal man kunne have en vis kontrol med, hvad donatet bliver anvendt til (forskning/behandling)

  • Der ikke skal være en politisk grænse for, hvor længe æg skal kunne opbevares. Det skal være en lægefaglig beslutning

  • Det skal være lovligt at screene æg ved kunstig befrugtning efter en positivliste over alvorlige medfødte sygdomme

  • Kvinder skal - efter en lægefaglig vurdering - have offentlig adgang til kunstig befrugtning under anvendelse af ægsortering, hvis der er begrundet mistanke om arvelige sygdomme

  • Det skal være tilladt at udvælge æg med særlige vævstyper med henblik på vævsdonation til nære familiemedlemmer med svære lidelser. Der må ikke være tale om organdonation, og donoren må ikke lide permanent overlast. Behandlingen skal foregå over en begrænset periode

  • Det skal være tilladt at modificere menneskelige æg med henblik på at fjerne sygdomsgener